• Lotte Bjerre Knudsen bader sig i mediernes blitzlys – sådan var det ikke, da hun kæmpede for Novo Nordisks vidundermedicin

    ソース: BDK Finans / 28 1 2024 12:02:00   America/Chicago

    Den rette ildsjæl på det rette sted på det rette tidspunkt. Sådan præsenterede Berlingske Lotte Bjerre Knudsen, da hun første gang trådte frem som kvinden bag en ny supermedicin fra Novo Nordisk i et interview, som blev foretaget i slutningen af 2009. Det var den livlige og engagerede kemiingeniør og opfinders første eksterne interview. Hun fortalte med en vis beskedenhed om de begivenheder og genvordigheder, der 13 år tidligere – i februar 1997 – ledte til, at hun og et lille hold på ti forskere fandt frem til lige præcis det molekyle, der blev til diabetesmedicinen Victoza. 14 år senere må danske medier stille sig i kø efter store internationale giganter som Der Spiegel, Bloomberg og The Wall Street Journal, hvis vi vil have Lotte Bjerre Knudsen i tale. Lotte Bjerre Knudsen er blevet verdensberømt og medievant, og den historie, hun fortæller, er bestemt ikke blevet dårligere siden 2009-2010. Vi har bedt om et interview med Lotte Bjerre Knudsen, fordi hun er umulig at komme uden om, hvis man vil finde forklaringen på Novo Nordisks nuværende succes med milliardsælgende diabetes- og vægttabsmedicin som Ozempic og Wegovy. Berlingske har i et tidligere kapitel fortalt historien om universitetsforskerne Svetlana Mojsov og Jens Juul Holst, der med base i henholdsvis Boston og København gjorde de grundlæggende fund, som førte til opdagelsen af det mystiske tarmhormon, der bestod af et molekyle, som lignede glukagon, men ikke var det. Nu skal vi høre historien om, hvordan det mystiske tarmhormon fandt vej fra universitetets verden til Novo Nordisks industrilaboratorium. Det er en historie belagt med videnskabelige udfordringer og strategisk uenighed. Lotte Bjerre Knudsen mener dog også, at den rummer en anden historie. »Jeg synes, det allermest spændende ved den her historie er, hvordan vi har en model i Danmark, hvor der er frihed til at arbejde som forsker og være med til at komme med løsningsforslag på nogle af de store samfundsproblemer,« siger Lotte Bjerre Knudsen. »Mit ønske er, at medierne kunne beskæftige sig endnu mere med det. Jeg synes, der er rigtig meget fokus på penge,« tilføjer hun. I hælene på Der Spiegel I en verden, hvor det koster mange milliarder kroner at udvikle ny medicin og få det på markedet, er det svært ikke også at fokusere på penge. Selv ikke den største og vildeste opdagelse i grundforskningens verden kan omsættes til medicinsk behandling, hvis ikke medicinalindustrien og dens mange milliarder kommer i spil. Men milliarder gør det ikke alene. Lotte Bjerre Knudsens historie viser, at skal det lykkes at udvikle en helt ny lægemiddelklasse, som både ændrer behandlingen af diabetes og skaber grobund for et helt nyt marked for medicinsk behandling af svær overvægt, så kræver det også en eller flere ildsjæle, der holder fast og presser på en stor organisation. En tidlig decembermorgen i 2023 følger Berlingske således i fodsporene på en fotograf fra tyske Der Spiegel og Lotte Bjerre Knudsen, der iklædt en tyk jakke og hue med øreklapper går i mørket og sneen hen mod indgangen til Novo Nordisks hovedkvarter for forskning i Måløv nordvest for København, mens hun taler om vigtige politiske emner. I tiden op til har også The Wall Street Journal, Bloomberg, belgiske De Tijd og STAT News været forbi. Morgenen starter med fotosession til ære for Der Spiegel, der følger hende på vej på arbejde, inden Berlingske har fået en lille times tid, og da vi forlader forskningsafdelingen, står Finans og venter i porten. Sidste år modtog hun også to store udenlandske priser. Først fik hun Paul Langerhans-medaljen fra den tyske diabetesforeningen som den første forsker, der kommer fra industrien og ikke universitetsverdenen. Siden – i oktober – blev hun tildelt STAT Innovation Award i Boston. Drømmen om én milliard dollar Tilbage i 2009, da vi mødte hende første gang, stod Novo Nordisk nemlig lige på tærsklen til sit første gennembrud inden for såkaldt GLP-1-medicin. Efter mere end et årtis klinisk udviklingsarbejde og store milliardinvesteringer i udviklingen af liraglutid til diabetesbehandling var stoffet blevet godkendt og lanceret i Europa i sommeren 2009. Til gengæld ventede Novo Nordisk stadig på en godkendelse i USA, som trak ud og først kom sidst i januar 2010. Den gang talte man om, at diabetesmedicinen Victoza havde potentiale til at blive en blockbuster – det vil sige et lægemiddel med et salg på mere end én milliard dollar. Det blev Victoza allerede i 2010. Siden har GLP-1-medicin solgt for mange milliarder dollar verden over. »Ideen om, at GLP-1-medicin ikke kun kunne bruges til diabetes, men også til vægttab, opstod faktisk næsten samtidig, og jeg foreslog, at vi skulle gøre begge dele på én gang i 1997. Men så indfandt virkeligheden sig, og der opstod rigtig mange problemer, vi skulle løse. Så diabetesprojektet endte med at blive frontløberen,« siger Lotte Bjerre Knudsen. 1997 var det år, det lykkedes Lotte Bjerre Knudsen og hendes team at konstruere det molekyle, som blev til Victoza og senere også vægttabsmedicinen Saxenda. Men Lotte Bjerre Knudsens historie i Novo Nordisk er lige så lang som virksomhedens. Hun blev nemlig som nyuddannet kemiingeniør ansat i Novo Industris enzymafdeling i 1989, kort inden virksomheden fusionerede med Nordisk Gentofte til Novo Nordisk. Rykkede med som »det tynde øl« Lotte Bjerre Knudsen nåede at sætte sit aftryk i enzymafdelingen, inden hun rykkede over i diabetesdivisionen. Hun opfandt sammen med en kollega et vaskemiddelenzym, der sørger for, at din farvede bomuldstrøje holder den klare farve efter vask. I 1991 blev hendes chef hevet over i Novo Nordisks diabetesafdeling, hvor han fik til opgave at sætte fokus på at udvikle nye behandlinger mod type 2-diabetes. Indtil da havde Novo Nordisk været helt opslugt af udviklingen af nye, moderne typer af insulin. »Jeg rykkede med som det tynde øl, som den yngste videnskabelige medarbejder i afdelingen,« fortæller Lotte Bjerre Knudsen. På det tidspunkt var tarmhormonet GLP-1 og dets potentiale til at blive en ny diabetesbehandling allerede kendt i Novo Nordisk. Novo Industri og senere Novo Nordisk havde stået på sidelinjen med assistance, mens professor Jens Juul Holst og hans forskerteam på Københavns Universitet arbejdede intenst på at finde det nye tarmhormon. At Novo var interesseret i det nye tarmhormon, var ikke så mærkeligt. Selskabet producerer den dag i dag en pen med glukagon, som bruges, hvis mennesker med diabetes får et anfald af for lavt blodsukker. Lotte banker på døren Som nyankommen yngstekvinde i diabetesafdelingen fik Lotte Bjerre Knudsen også til opgave at sætte de efterhånden mange analyser af GLP-1 op, og hun begyndte derfor at interessere sig for hormonet. »Jeg var bare biologisk forsker på GLP-1-projekterne. Men i årene lige efter fusionen mellem Novo Industri og Nordisk Gentofte i 1989 var der meget drama i Novo Nordisk. Det var ind og ud med ledere og organisationer,« fortæller Lotte Bjerre Knudsen. I 1993 blev en meget ung Mads Krogsgaard Thomsen direktør for farmakologi i Novo Nordisks diabetesafdelingen. Året efter blev han udnævnt til direktør for diabetesforskning og udvikling. Syv år senere, i 2000, røg han helt til tops som koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling. Mads Krogsgaard Thomsen kendte stort set intet til det nye tarmhormon, GLP-1. Men det kom han til. »Den første dag på kontoret bliver jeg budt velkommen af dem, der skal rapportere til mig. Men allerede om eftermiddagen kom en meget ung Lotte – hun var 29 dengang – ind på mit kontor med en spændende artikel, som jeg skulle se,« fortæller Mads Krogsgaard Thomsen. Artiklen var skrevet af den tyske forsker Michael Nauck, der sammen med blandt andre Jens Juul Holst beskrev, hvordan forskerne ved hjælp af en insulinpumpe havde givet en gruppe mænd med type 2-diabetes det naturlige GLP-1-hormon i nogle timer, mens de indtog et måltid mad. Opsigtsvækkende resultater Resultatet vakte stor opsigt og bliver betragtet som lidt af et gennembrud for udviklingen af GLP-1-medicin. For så længe patienterne fik GLP-1-hormonet ind i kroppen, forblev deres blodsukkerniveau stabilt trods deres diabetes. Lotte Bjerre Knudsen havde ikke svært ved at overbevise Mads Krogsgaard om, at der her var noget at gå videre med for Novo Nordisk. En uge senere mødtes Mads Krogsgaard Thomsen med Jens Juul Holst på sit nye kontor. Holst fortalte, at der var en stor udfordring ved at bruge GLP-1 i naturlig form, nemlig at det blev nedbrudt i løbet af ganske få minutter. Ingen kendte grunden. Hvis man skulle lave medicin ud af GLP-1, nyttede det ikke, at det forsvandt så hurtigt ud af kroppen. Mads Krogsgaard Thomsen og Jens Juul Holst aftalte et samarbejde. Det endte med, at Holst fandt ud af, at det var et af kroppens enzymer, kaldet DPP-4, som var skurken bag den hurtige nedbrydning af GLP-1. DPP-4 kom til at danne grundlag for en helt ny milliardsælgende klasse af diabetesmedicin, som Novo Nordisk dog ikke udviklede. I mellemtiden var Lotte Bjerre Knudsen gået på barsel, og da hun kom tilbage igen, havde hendes afdeling endnu en gang været igennem store forandringer. »Nogle ting er lidt pinagtige« »Der var ingen af mine kolleger tilbage. De var enten blevet opsagt, havde skiftet job eller var vendt tilbage til enzymafdelingen. Jeg var simpelthen den eneste, der var tilbage, der vidste noget om GLP-1,« fortæller Lotte Bjerre Knudsen. Mads Krogsgaard Thomsen var dog stadig forsknings- og udviklingsdirektør i diabetesdivisionen. Til gengæld havde Lars Rebien Sørensen overtaget posten som koncerndirektør med ansvar for medicinalforretningen i Novo Nordisk. I 2000, da Novozymes blev skilt ud som et selvstændigt, børsnoteret selskab, blev Lars Rebien Sørensen topchef for Novo Nordisk. Men her befinder os i 1995-96, og der var et vist pres på forskningsafdelingen. »Nu skal jeg passe på, hvad jeg fortæller, for der er nogle ting, der var lidt pinagtige på det tidspunkt,« siger Mads Krogsgaard Thomsen, der i dag er administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden, hvor Lars Rebien Sørensen er formand. »Jeg vil nøjes med at sige, at jeg var blevet forskningsdirektør i diabetesforretningen på det tidspunkt. Dengang var man meget optaget af at finde midler mod type 2-diabetes, og Novo Nordisk havde købt en teknologi hos et amerikansk selskab til at forlænge GLP-1s virkning. Men vi troede ikke på teknologien i forskningsafdelingen,« fortæller Mads Krogsgaard Thomsen og fortsætter: »Men vi var pressede og ville lykkes med GLP-1. Vi havde på det tidspunkt – i 1996 – ikke ‘så produktiv en pipeline’, som min forsknings- og udviklingschef sagde, så ledelsen ville have os til at indlede kliniske forsøg med teknologien.« Mads Krogsgaard Thomsen og hans kolleger i forskningsafdelingen protesterede. De mente ikke, at det var den rigtige vej at gå, men kunne heller ikke vise andre fremskridt i udviklingen af GLP-1-medicin. »Så blev ledelsen så sur, at jeg blev kaldt til samtale. På højeste niveau. Her får jeg at vide, at vi får et år til at få GLP-1-medicinen til at virke. Ellers må vi lukke og slukke for GLP-1-projektet,« siger Mads Krogsgaard Thomsen. Et ultimatum: Du har et år Tilbage i afdelingen rettede Mads Krogsgaard Thomsen straks blikket mod Lotte Bjerre Knudsen og bad hende forberede nogle forslag til strategier. »Mads Krogsgaard Thomsen gav mig et ultimatum: Nu har du et år til at finde ud af, hvad vi skal gøre,« fortæller Lotte Bjerre Knudsen. Nu kunne man tro, at Lotte Bjerre Knudsen straks iførte sig kittel og beskyttelsesbriller og gik i gang med pipetter og reagensglas i et laboratorium. Men moderne industriforskning foregik allerede dengang for 30 år siden lige så meget på kontoret foran en computer. Så Lotte Bjerre Knudsen gik tilbage til sit kontor for at gennemgå de mulige løsninger. Lidt groft sagt var der tre muligheder: Den ene gik ud på at lave en langtidsvirkende formulering. Det havde Novo Nordisk prøvet sammen med den amerikanske medicinalkoncern Pfizer, men det gav uheldige bivirkninger i form af eksem, så det var droppet. En anden mulighed var at prøve at bremse virkningen af DPP-4, der som nævnt var skyld i, at GLP-1 blev nedbrudt så hurtigt i kroppen. Det droppede Lotte Bjerre Knudsen, fordi Novo Nordisk på det tidspunkt ikke havde kompetencerne til det internt. Den tredje mulighed var at prøve at sætte fedtsyrer på GLP-1-molekylet igen. Men det var som nævnt endt i en klistret affære, sidst Lotte Bjerre og hendes kolleger prøvede. Lotte Bjerre Knudsen var helt bevidst om, hvor stor betydning hendes beslutning ville have for Novo Nordisk – og for udviklingen af GLP-1-medicin. »Det var ensomt« For en ung forsker uden ph.d.-grad og ledelseserfaring var det overvældende at skulle være den, der reelt besluttede, hvilken vej Novo Nordisk skulle gå. »Jeg sad der ret alene, for de fleste af dem, jeg kendte, var der jo ikke mere. Det var ensomt,« siger Lotte Bjerre Knudsen. Men hun tog opgaven på sig, og i begyndelsen af 1996 traf hun en beslutning. Hun ville foreslå at gå videre med ideen om at beskytte GLP-1-molekylet ved hjælp af fedtsyrer. »Selvom vi ikke var lykkedes med det i første omgang, kunne jeg se, at vi havde kompetencerne i huset til at gøre det. Og jeg kunne ikke se, at det var en dårligere idé end de andre,« siger Lotte Bjerre Knudsen. På et nyt møde med Mads Krogsgaard Thomsen valgte de at gå videre med fedtsyreideen. Ifølge Mads Krogsgaard Thomsen skaffede han hjælp fra et par dygtige kemiske forskere i Måløv. Herefter fandt Lotte Bjerre Knudsen sammen med det nye hold hurtigt ud af, at hvis man nøjedes med at sætte en fedtsyre på GLP-1-molekylet, så klistrede det ikke. Til gengæld kunne det holde virkningen i et døgn. I februar 1997 besluttede forskerne sig for at satse på lige præcis det molekyle, som blev til Novo Nordisks første GLP-1-medicin. Molekylet blev døbt liraglutid. Novo satsede på fedmepille i 1990erne Året efter besluttede Novo Nordisk at begynde at teste det på mennesker. Her kunne Novo Nordisk have valgt at gå efter at teste det både til behandling af diabetes og vægttab. For allerede tidligt i forløbet stod det klart for Lotte Bjerre Knudsen og Mads Krogsgaard, at GLP-1 også havde potentiale som vægttabsmedicin. »Det er et af de steder, hvor folk går galt i byen. Ofte bliver det fremstillet, som om vægttab var en bivirkning ved diabetesmedicinen, som vi opdagede og udnyttede. Men det var ingen bivirkning. Der er andre bivirkninger, som at man får kvalme og maveproblemer. Men det er ikke kvalmen, der får folk til at tabe sig,« siger Lotte Bjerre Knudsen. Allerede i 1980erne havde forskere en idé om, at GLP-1-hormonet måske også kunne påvirke reguleringen af fødeindtag og dermed vægten. Men den første store artikel om en mulig sammenhæng mellem GLP-1 og vægt var ifølge Lotte Bjerre Knudsen skrevet af den britiske professor Sir Stephen Bloom i foråret 1996. Behandling af fedme lå faktisk en overgang ret højt på agendaen i Novo Nordisk. I 1996 holdt Mads Krogsgaard Thomsen møder med tyske Boehringer Ingelheim og indledte et flerårigt samarbejde med selskabet om at udvikle en vægttabstablet. Boehringer Ingelheim stillede som omtalt i Jyllands-Posten det år med 80 specialister på området. En af de involverede i projektet hos Boehringer Ingelheim hed Marcus Schindler. Han har siden 2021, da Mads Krogsgaard stoppede i Novo Nordisk, været koncerndirektør med ansvar for forskning og tidlig udvikling hos Novo Nordisk. »Mit største originale bidrag« Lotte Bjerre Knudsen mente også, at det ville være fornuftigt at satse på at bruge GLP-1 til vægttabsbehandling. Så da hun skulle skrive en rapport til topledelsen i Novo Nordisk, som skulle bane vejen for, at de besluttede at starte kliniske forsøg med liraglutid, foreslog hun, at man skulle gå efter både diabetes- og vægttabsbehandling. »Jeg tænkte egentlig bare, hvorfor slår vi ikke de to ting sammen i stedet for at gå efter at lave tabletbehandling? Det er måske mit største originale bidrag til udviklingen af GLP-1-medicin,« siger Lotte Bjerre Knudsen i dag. Mads Krogsgaard Thomsen husker godt rapporten. »Jeg tænkte, at jeg aldrig kunne komme igennem med at udvikle begge dele på en gang. Vi var nødt til at starte med det område, folk vidste vi var inden for, nemlig type 2-diabetes, og så måtte vi vente med overvægtsproblemerne, til ledelsen var klar til det,« siger Mads Krogsgaard Thomsen. Året efter kom der imidlertid en amerikansk rapport, bestilt af den daværende amerikanske præsident Bill Clinton, som viste, at overvægt fører til diabetes, og med den i hånden lykkedes det Mads Krogsgaard at overbevise Novo Nordisks topledelse om, at man også burde kaste sig over behandling af overvægt. Det endte dog alligevel med, at Novo Nordisk i første omgang kun testede det nye lægemiddel til behandling af diabetes og lod vægttab ligge. »I 1998-1999 begyndte vi at teste Victoza til diabetesbehandling. Men der gik flere år, før vi startede på at teste til fedmebehandling. Det var meget nyt for Novo Nordisk, og der var mange holdninger til det, både internt i virksomheden og hos myndighederne,« siger Mads Krogsgaard Thomsen. En af dem, der har klare holdninger til medicinsk behandling af vægttab, er Lars Rebien Sørensen, der i 2000 blev topchef i Novo Nordisk, samtidig med at Mads Krogsgaard Thomsen rykkede op i koncernledelsen som øverste forskningsdirektør. Rebien vil have cykelstier I en artikel i det daværende Børsens Nyhedsmagasin fra 2005 slog Lars Rebien Sørensen fast, at han kun mente, medicinsk behandling af overvægt er relevant, hvis vi taler om livstruende overvægt eller meget svært overvægtige patienter. »At forestille sig, at man skulle gå ind og forsøge at løse et socialt og kulturelt problem med medicin, fordi vi alle sammen har nogle kilo ekstra siddende på sidebenene. Det er langt ude, synes jeg,« sagde Lars Rebien Sørensen. Han foreslog i stedet en indsats for at få børn til at røre sig mere. Færre parkeringspladser og flere cykelstier ved skolerne, ingen cola- og Mars-automater, men til gengæld genindførelse af sund skolemad, var nogle af Lars Rebien Sørensens løsninger. I samme artikel taler en af Lotte Bjerre Knudsens forskerkolleger, Kirsten Raun, Lars Rebien Sørensen ret imod. »Jeg mener ikke, at man skal tage det personlige ansvar fra folk. Men det er uretfærdigt blot at sige: Tag jer sammen og tab jer. Der er tale om en vanvittig kraftig drift, som stammer helt tilbage fra urtiden,« sagde Kirsten Raun til Børsens Nyhedsmagasin. For Lotte Bjerre Knudsen afspejler den debat netop den særlige måde, forskere arbejder på i Danmark – også internt i en gigant som Novo Nordisk. »Derfor er jeg blevet i 34 år« For nok har Lotte Bjerre Knudsens stædighed og mod til at træffe beslutninger, selvom hun ikke helt følte sig parat, haft stor betydning for, at Novo Nordisk har succes med GLP-1-medicin til behandling af både diabetes og fedme. Men havde det ikke været for pladsen til uenighed tilbage i 1990erne og 2000-årene, havde hun ikke haft en chance for at komme igennem med sit projekt. »Jeg vil gerne give lidt kredit til ledelsen dengang. Selvom nogle af dem faktisk personligt syntes, det var en dårlig idé, så havde de tillid til organisationen og den forskning, vi bedrev, og tingene fik lov til at køre videre. De blev bare forsinket i forhold til diabetesprojektet,« siger Lotte Bjerre Knudsen. »Det siger noget interessant om den skandinaviske kultur og om, hvorfor jeg stadig er her i virksomheden, snart 35 år efter at jeg startede. Jeg synes stadig, at det er sjovt, fordi der er højt til loftet her. Og selvom man er uenig med ledelsen, så bliver man velanset for at udfordre dem,« siger Lotte Bjerre Knudsen. Tilbage omkring år 2000 er kampen for at få lov at udvikle GLP-1 til fedmemedicin dog først lige for alvor ved at begynde. Det kan du læse mere om i et senere kapitel af serien Novoland. https://www.berlingske.dk/business/lotte-bjerre-knudsen-bader-sig-i-mediernes-blitzlys-saadan-var-det-ikke
シェアする